Videnskaben og det ukendte

Videnskaben og det ukendte

Kender du det, du sidder ved et bord, til en middag lørdag aften. Der sidder en læge, en præst, en healer og nogle flere, der er ligegyldige lige nu og her i denne sammenhæng. I kommer til at tale om det ukendte, om noget mellem himmel og jord, og naturligvis er der uenighed. Jeg har selv oplevet det, det er næsten lige så sikkert som amen i kirken, at en læge vil sige, at hvis du ikke kan bevise det videnskabeligt, så eksisterer det ikke. Jeg har oplevet det adskillige gange. Og det er egentlig tåbeligt. Set i historiens bakspejl. Hvor mange opfindere, videnskabsmænd og andre nysgerrige, har ikke vundet ved at lade fantasien, nysgerrigheden og gåpåmodet råde og fortsat med at forske i det ukendte. De har mødt modstand fra de kloge, dem der vidste at jorden var flad. Dem, der ikke troede man kunne opfinde noget så vildt som elektriciteten eller en benzinmotor. Computeren og mikrochips er noget, der er hentet ind fra det ukendte. Vore grænser er udvidet for, hvad vi kan lære at kende i mystikken. At på på månen var mystik, engang, men nogle gjorde det muligt. En dag vil vi kunne aflæse tanker, læse tanker, erkende med andre sanser end dem vi kan nu. Der er vitterlig mennesker, der kan mere end man tør tro på. Som kan se ting, vi andre ikke kan se. Hvis vi havde fantasien til det og ønskede at udvide vores mentale horisonter, er det ikke umuligt, at vi en dag selv kan noget, vi ikke havde troet muligt. At mennesket har en sjæl, har tanker, er jo nærmest et mirakel og hinsides al fornuft. Vi kan jo ikke bevise tankerne eksisterer eller kan vi.