Lidt om petitesser

Lidt om petitesser

Der er trukket skarpt op imellem de små og store forskelle i samfundet, i livet og på hele planeten. Danmark fylder enormt meget i vores bevidsthed, helt ned i de små petitesser, hvor der skal diskuteres prisforskelle mellem mande og dameklip. Nu skal de også handle om sko og på et tidspunkt, bliver det nok nødvendigt, at lave særlige menupunkter på restauranterne. Efter min mening, sat på blyantspidsen, spiser mænd jo generelt mere end kvinder, medmindre kvinderne har bulumi, derfor burde de jo betale mere for retterne på restauranterne. Men, det mener jeg naturligvis ikke, og jeg har heller ikke lyst til at gøre grin med alvorlige sygdomme som bulumi.

Men. Det fylder i vores bevidsthed, det fylder i vores bevidsthed, at filmen om 1864 har nogle fuldkommen ligegyldige unøjagtigheder. Det er faldet folk for brystet, især en kvindes bryster, at der fokuseres på og drages paralleler til nutidens politiske forhold, hvor fremmedhadet, kvalmen over det stigende antal flygtninge, samt den stadig voksende nationalistiske følelse, sætter tingene på spidsen, så selv en dansk minister med udenlandske rødder skal have på puklen af skarpe meninger og smålige tankegange.

Det jeg vil frem til, er at disse petitesser for lov til at fylde, at vi har så travlt med at pille i vores navler, mens lang alvorligere ting er på spil. Både i Danmark og ikke mindst i udlandet, hvor verden mange steder står i brand, hvor mennesker lever usle, farlige og fattige liv, hvor vold, uro og naturkatastrofer er dagligdag. De mennesker har ikke tid til at diskutere priser på hårklipning eller om en film har historiske unøjagtigheder. Deres liv er den blodige alvor, vi sidder og spiser aftensmad til, eller slik, når en film fra Hollywood spiner guld på deres ulykke, portrætteret af velnærede skuespillere, der får millionhonorarer for at spille helte og dø højlydt i kameraets fokus. Inden de træder ud af rollen og får serveret en overdådig frokost i filmbussen eller i deres private trailer.

Noget der fylder i vores egen lille andedam, efter min mening, og ikke får lov til at fylde nok i medierne, sammenlignet med mange andre mindre alvorlige ting, er de stadig større sociale skel, der kommer i samfundet. Hele den elitære gruppe er sovset ind i tanker om, at der vitterlig er arbejde til alle, at alle har de samme ressourcer som de selv og bare skal tage sig sammen og finde et af de jobs, der ikke findes, fordi vi har gjort os selv overflødige med smarte it-systemer og fordi underbetalte udenlandske tilflyttende arbejdere får de få job der er.  For eksempel indenfor landbrug og gartneri virksomhed.

De kloge hoveder på Christiansborg, der ikke aner, hvordan livet ude på gulvet og jorden ser ud, mener at de skal sætte pensionsalderen op, således at de ældre kan være længere på arbejdsmarkedet. Det virker som det rene volapyk, når det er blevet megasvært, næsten kropumuligt for ældre over 55 at få job. Så nu skal de så leve af overførselsindkomster og punkes ud i arbejdsprøvning, nyttejob løntilskud og praktikpladser, som ingenting fører med sig. Så kan politikerne og embedsmændene klappe i deres små, støve og uvidende hænder.