Angst for det nye og magtkolosserne

Angst for det nye og magtkolosserne

Hvad er det der driver værket, når magthavere af en vis kaliber, bruger verbal eller fysisk terror for at holde mennesker nede, udkæmpe meningsløse kampe og jorde de svage grupper eller fører religiøse vendettaer.

Kan det være angsten for at miste territorie, være bange for det ukendte, forandringen, omvæltningen. Internettet og den globale indskrænkning, fører mange ting med sig, blandt andet muligheden for at se andre sandheder end dem ens regime tillader at slippe igennem nyhedsstrømmene. Hvis undertrykte og uoplyste befolkninger ser, at der er andre muligheder end den de selv er præsenteret for og kan opnå, åbnes deres øjne. De bliver oplyste. Og oplyste mennesker er farlige for dem, der ønsker magt, at fastholde det gamle og velkendte som de så kan drage politisk, militær eller økonomisk nytte af. Da biblen i sin tid kun forekom på latin, gjorde de skriftkloge sig voldsomme anstrengelser for at det blev ved med at være sådan. De var så magteliten der havde fuldkommen magt over, hvad der blev frigjort og fortolket via Biblen. Og det samme kunne gælde andre religiøse fortolkninger.

Når en dansk politiker af al magt forsøger at fastholde Danmark i et jerngreb, hvor nytænkning, kreativitet fra andre kulturer og verdensdele ikke får et ben til jorden, er det så også angsten for det ukendte. Vi kender vore traditioner, vor glæde, højskolesangbogen, hyggen om juletræet. Vi ved, hvem vi er og det er så hyggeligt, trygt og rart. Det er aldeles ikke sjovt, når sådan noget forandre sig, når de vante tankegange bliver udfordret af noget nyt og fremmed. Sådan som det er sket før og som vi tog til os, uden at jorden gik under. En gang var jorden ikke rund og vi frygtede, hvad det skulle medføre, at tænke så vildt, vovet og nærmest religiøst uantageligt. Det var blasfemisk og kriminelt. Da bilen blev opfundet eller dampmaskine, ja, sågar flyvemaskinen, har der været mennesker, der har kæmpet imod disse landevindinger, frygtet at det var vejen mod enden, jordens tilintetgørelse med mere. Men det var det ikke. Nytænkning, kulturelle forandringer, kunst og litteratur, kan forandre, fryde og gøre gode ting ved samfundet. I en omvæltnings tid bliver de konservative, de fastlåste og frygtsomme bange for alt det nye og så kommer den verbale terror ind eller den fysiske.